OM MIG

mandag den 7. december 2015

Jul med Rosa Mynte....


Hjemme hos os, bor der en helt særlig lille pige.

Hun hedder Rosa Mynte, har langt brunt hår med krøller og skønne brune øjne.

Her i december kan du se, hvad hun får tiden til at gå med, så det hurtigere kan blive juleaften, for hun glæder sig SÅ meget, at hun næsten ikke kan vente.


I dag var hun gået ud i køkkenet, for vores datter ville bage småkager
Hun var hoppet op på køkkenbordet og fulgte med i alt, hvad Ann-Sofie lavede.



Så hvordan mel og sukker blev blandet med hakkede mandler og mørk chokolade.

Det skulle blive til Amerikanske Cookies.

Dem havde Rosa Mynte aldrig smagt, men hun var sikker på de blev gode, for det duftede allerede så dejligt i hele køkkenet.




Da småkagerne var bagt, satte Ann-Sofie dem til afkøling. De skulle være helt kolde, inden man måtte spise dem.

Nu stod de lige der ved siden af Rosa Mynte, og duftede så godt. Ann-Sofie havde sagt, at hun skulle vente lidt med at smage.

Ej, hvor så de gode ud, og hun besluttede sig til at smage....bare en lille bid....da Ann-Sofie ikke så det.

Uhmmmm, hvor smagte de godt.

Rosa Mynte syntes, at Ann-Sofie var rigtig god til at bage småkager.


Det var blevet til mange småkager....og meget rod....men Rosa Mynte var sikker på, at der nu måtte være småkager nok til hele julen.

Og det var hun glad for, når nu de smagte SÅ godt.




Hun fik lov til at få et lille glas med småkager med ind på sit værelse. Så hun skyndte sig at klatre ned af bordet, og forsvinde inden Ann-Sofie bad hende hjælpe til med at rydde op.

Det var sjovt at være med til at bage småkager, men rodet....det måtte de voksne altså selv klare.