OM MIG

mandag den 30. maj 2016

Da Theodor blev væk....




Solen skinnede fra en skyfri himmel, og Josefine og Theodor skulle ud på tur i skoven. De havde glædet sig til denne dag, for der var så mange spændende ting, man kunne se i en skov.

De havde hørt, at man endda kunne være heldig og se nogle af skovens store dyr...altså hvis man var helt stille.

Hvis man lavede alt for meget larm, ville de nemlig blive bange og gemme sig.

Josefine og Theodor var ikke de bedste til at være stille, det vidste de godt. De var bedste venner, og de bedste til at snakke og grine, men de havde aftalt, at de ville prøve at være lidt stille, når de kom ind i skoven. Så kunne det være, at de var heldige og se nogle af dem.

Nu havde Josefines mor sat kurven frem. Det betød at hendes mor var klar til turen. De ville blive båret hen til skoven, som lå et godt stykke fra huset. Både Josefine og Theodors ben var ikke ret lange...især ikke Theodors, for han var kun en lille bitte bamse....med meget kort ben, og hvis de skulle gå hele vejen, ville det tage alt for lang tid inden de nåede frem.

Heldigvis havde Josefines mor så tilbudt dem, at bære dem derhen, og når de først var inde i skoven, kunne de selv løbe rundt og lege...og gå på opdagelse.









Josefine nød turen ud til skoven. Solen skinnede så dejligt og hun lukkede øjnene et øjeblik og opdagede slet ikke, at Theodor var kravlet ud af hendes lomme og op på kanten af kurven. Han ville bare lige nyde udsigten og måske se, om han kunne få øje på et af de store dyr i skoven.. .. han var musestille... og  meget nysgerrig og spejdede ivrigt til alle sider.



Han glemte helt at holde fast i kanten af kurven, og pludselig røg han ud og landene med et lille bump, på det bløde mos, på jorden.






Han satte sig op og var helt forvirret. Hvordan var dét dog gået til? Heldigvis havde han ikke slået sig, og ville bare op i kurven til Josefine igen, men inden han nåede at kalde på hende, var de allerede gået videre.
Ej, hvad skulle han nu gøre? og hvordan skulle han nu finde Josefine igen ? 

Han syntes ikke det var spor sjovt, at være ude i skoven sådan helt alene.

Han rejste sig op og begyndte at gå. Han måtte ud og finde hende, så de kunne være sammen igen og gå på opdagelse i skoven, lige som de havde aftalt inden de tog af sted.




Theodor var lidt i tvivl om, hvilken vej han skulle gå.

Han valgte at gå hen ad en sti. Så drejede han til højre ad en anden sti og var efterhånden tæt på skoven.

Efter at havde gået et stykke tid, så han noget ligge på jorden. Han gik hen til det og så, at det var en solhat med prikker. Sådan én som Josefine havde haft på. Måske var det hendes hat og måske var hun lige i nærheden.

Han kaldte højt "Josefiiiiiiiiiiine", men der var ingen der svarede.

Den eneste lyd i skoven var fuglenes glade fløjten.






Længere henne på stien lå der igen noget. Denne gang var det en lille grøn trøje. Theodor kunne straks genkende den. Det var Josefines. Nu var han helt sikker på, at hun måtte være i nærheden, og kaldte endnu en gang

"Josefiiiiiiine ....hvor er du"

Men der var stadig ingen der svarede.

Han vidste at Josefine ville blive ked af det, når hun opdagede at både hendes hat og trøje var blevet væk.

Ja, måske blev hun også ked af, at han var blevet væk. 

Det håbede han...mens han gik videre ind i skoven.





Josefine havde bare lukket sine øjne et ganske kort øjeblik og nydt solen, og at kurven vuggede så dejligt, da hendes mor bar hende af sted. Måske havde hun sovet en lille smule...hun vidste det ikke...men da hun åbnede øjnene igen, kunne hun slet ikke forstå hvor, Theodor var blevet af. Hun manglede også sin solhat...og sin grønne trøje.

Det var godt nok mærkeligt.

Theodor plejede altid at sidde i hendes lomme, og han var der da, da de havde sat sig op i kurven og var på vej ud i skoven.

Men, hvor var han henne nu ?

Hun havde ledt kurven igennem mange gange og også kaldt på ham, men han svarede ikke.

Til sidst havde hun spurgt sin mor, hvor Theodor var blevet af...og hendes hat og trøje, men hendes mor, havde ikke lagt mærke til noget, og blot vandret glad mod skoven med kurven i hånden. Hun troede da bestemt, at alt var som det skulle være og blev noget forbavset over, at de både manglede lille Theodor og Josefines ting.

Hun stoppede straks op og satte kurven på jorden. 

Josefine hoppede ud af kurven i en fart, og besluttede sig for, at gå ud og lede efter ham. Theodor var hendes bedste ven, og ham kunne hun ikke undvære. De havde været venner i rigtig lang tid, og han plejede aldrig at blive væk...eller gemme sig for hende.

Der var noget galt, det var hun sikker på.




Josefine gik rundt i skoven og kaldte på sin lille ven

"Theodor...Theodor, hvor er du"

Men der var ingen der svarede.




Pludselig fik hun øje på noget brunt nede mellem de grønne blad. "Måske er det Theodor der ligger der, måske var han også blevet træt og var faldet i søvn" tænkte hun, og flyttede, så hurtig hun kunne, nogle af bladene. Men det var ikke lille Theodor der lå der. Det var bare en lille brun kogle, som var faldet ned af grantræet og landet der imellem alle de grønne blade. Ej, hvor blev hun skuffet. Hvor var han dog henne. Bare der ikke var sket ham noget. Hun vidste, at han ikke kunne lide at være alene, og slet ikke i en stor skov, hvor alt var så stort og farligt for sådan en lille fyr.




Hun skyndte sig videre hen ad stien, og havde så meget fart på, at hun slet ikke så den store gren der lå på tværs og spærrede vejen.

Hun snublede over den og råbte højt "Avvvvv..... for pokker" da hun faldt og landede lige på næsen i skovbunden.




Hun kom hurtigt op og sidde, og fik børstet alle de visne blade og små stikkende grannåle af sine ben.

Heldigvis havde hun ikke slået sig ret meget, men tænkte at nu måtte hun altså kigge sig godt for, så hun ikke faldt over flere grene, og kom galt af sted.

Hun skulle jo finde Theodor, og det skulle gerne være snart.




 Lille Theodor gik stadig alene rundt i den store skov og ledte efter Josefine.

Hvor var hun dog henne?
 
Nu, hvor han havde set hendes hat ...og trøje, kunne hun da ikke være så langt væk, håbede han, for han savnede hende frygtelig meget.




Han kiggede op på himlen, hvor der var begyndt at komme nogle mørke skyer.

Han håbede virkelig, at han fandt hende inden det begyndte at regne...eller det blev nat. Uha nat, nej det turde han slet ikke tænke på. Det var alt for uhyggeligt at være ude i den store skov, med alle de store dyr, især om natten, tænkte han.

Han blev ked af det og var lige ved at græde, da han hørte en høj lyd længere inde i skoven. Han syntes bestemt det lød som "AVVVV..."og så nogle andre lyde, som han ikke rigtig kunne høre, hvad var.

Han glemte pludselig, hvor bange han var og gik efter lyden.





 Lige pludselig fik han øje på noget grønt inde mellem træerne.

Der var godt nok meget grønt i skoven, men dette bevægede sig, og nu kunne han  også tydeligt høre en pige der kaldte "Theodor,.....Theodor hvor er du".

Han kneb øjnene hårdt sammen og kiggede godt efter.¨

Jo nu kunne han se det.¨
Det var Josefine, og han svarede højt og klart "Jeg er her.....Josefine jeg er lige her"




Josefine hørte nogen kalde på hende. 

Det lød som Theodor.... "Bare det er ham", tænkte hun og vendte sig om.



I det samme var Theodor nået helt hen til hende og sprang op i hendes arme.

Ej, hvor var de glade for at se hinanden.

De krammede og grinede, og var begge så glade ,fordi de atter havde fundet hinanden.

Sikke en lettelse.

Theodor fortalte om sin lange tur igennem skoven og om, hvordan han på sin vej, havde set både Josefines hat og grønne trøje. Han fortalte ikke, at han havde været så bange, at han var lige ved at græde. Det syntes han ikke, at der var nogen grund til. Josefine troede jo, at han var en stærk lille bamse, og det måtte hun godt blive ved med.





Da de begge var faldet lidt til ro, blev de enige om, at de ville en tur rundt i skoven, nu hvor de endelig var nået frem....og havde fundet hinanden igen. Josefine puttede atter Theodor ned i sin lomme. Hun sørgede for, at han sad trygt og godt. Denne gang holdt hun sin lille hånd tæt på ham, så hun var sikker på, at han ikke kunne falde ud.

Hun havde ikke lyst til at blive væk fra ham én gang til.


De havde nu nok larmet lidt for meget, for de kunne ikke få øje på nogle af skoven store dyr. Til gengæld fandt de et træ, som var rigtig godt at klatre i.

Først hjalp Josefine sin lille ven op i træet og bagefter kravlede hun selv op.





Så satte Josefine atter Theodor ned i sin lomme, og kravlede endnu højere op i træet.

Fra toppen af træet, havde de den skønneste udsigt ud over skoven og en lille sø, men de store dyr, dem kunne de nu stadig ikke få øje på.




Til gengæld fik de øje på en flot svane, som stolt svømmede rundt med sine små ællinger ude i søen.

Den ene ælling var på vej op på land. Så den vej ville Josefine og Theodor ikke gå, når de kom ned fra
træet.
De vidste at en svane kunne blive meget gal og hvæse af dem, hvis de kom for tæt på.






Da de kom ned fra træet, gik de i stedet dybere ind i skoven og fandt en  lille hule.

Måske var der nogle farlig dyr inde i den ?

De lagde sig ned og kiggede ind.

Men der var ingen farlige dyr derinde, kun myrer og biller.






Bagved hulen fik Josefine øje på de flotteste vilde blomster.

Hun bukkede sig ned og plukkede én....men kun én.

Resten lod hun stå, for hun syntes det var synd at plukke dem alle sammen.



Hun kom den smukke lille blomst ned i sin anden lomme.
Den ville hun tage med hjem og give til sin mor, for hun elskede smukke blomster lige så højt som Josefine selv gjorde.



Det havde været en lang dag i skoven, og nu kunne de høre Josefines mor kalde.
De skulle hjem.
Det var også okay, for de var begge ved at blive lidt trætte. De syntes begge, at de havde oplevet en masse.
 De skyndte sig derfor hen til kurven, og Josefine var den første, hoppede op i den. Hun bukkede sig ud over kanten for at få Theodor med op. "Kom her Theodor, så skal jeg hjælp dig op".


Theodor satte sig godt til rette hos Josefine, og hun holdt godt fast på ham, for hun ville ikke risikere, at der skulle ske ham noget på vejen hjem.

Han fortalte Josefines mor, hvilken vej hun skulle gå, så de kom forbi, først den lille grønne trøje og bagefter sommerhatten med de røde prikker.

Josefines mor samlede tingene op og lagde dem tilbage i kurven.

Josefine var meget glad for at få sine ting igen, men det allerbedste var nu, at hun havde fået sin bedste ven tilbage.




Da de var vel hjemme igen, var Josefine den første der var ude af kurven. Hun vendte sig rundt for at hjælpe Theodor ud, men hvor var han nu henne?

"Åh nej, tænkte hun, "han kan da ikke være væk igen", men hun kunne ikke se ham nogle steder.

Hun bøjede sig ned for at tage sin prikkede solhat op,



og fik øje på sin lille ven, som var krøbet helt ind i hatten og nu lå og sov dybt.



"Åh det er vel ikke så underligt, at han er træt, med alt det han har oplevet i dag" tænke hun, og lagde sin lille grønne trøje over ham, så han bedre kunne holde varmen, mens han sov.

Da hun, for ikke at vække ham, stille listede forbi kurven, kunne hun høre hans sagte snorken...og et lille veltilfreds grynt.

Hun regnede med, at han ville sove længe... meget længe, for små bamser var født med et rigtig sovehjerte....



Imens ville Josefine gå ind og give hendes mor den lille fine blomst…som tak for turen.

Helgom