OM MIG

torsdag den 19. maj 2016

"Tilde vil selv bestemme"....Godnathistorie for de mindste


Tilde lå og sov inde på sit værelse.

Hun sov længe.

Men, pludselig var der en lyd der vækkede hende.


Hun vendte sig i sine lille seng og tænkte på, hvad hun dog skulle lave i dag.


I går var hendes bedste veninde, Ronja, som hun havde leget med hele weekenden, nemlig rejst hjem til sin familie.

De havde også sovet længe hver dag, og når de vågnede, havde de ligget og snakket og grint af alle de sjove historier, de kunne fortælle hinanden.

Men nu måtte Tilde igen selv finde på noget sjovt at lave.

Heldigvis var det en dejlig dag der ventede, det kunne hun allerede mærke.


Så hun slog dynen til side og hoppede ud af sengen.


Nattøjet smed hun på gulvet. Det ville hendes mor samle op.



Og så gik hun hen og kiggede på alt sit tøj, som hang fint på bøjler, eller det meste gjorde.

Hvad mon hun skulle vælge.

Blå kjole ?...eller lyserød ?.....Nej, nu vidste hun det.


Hun havde nemlig fået øje på de fine nye bukser med alle blomsterne, som hendes mor lige havde syet til hende. De måtte da være gode at have på, hvis man ville ud på eventyr, og det ville hun rigtig gerne, også selvom Ronja ikke kunne være med.


Så hun tog glad sine nye bukser på, og valgte også en hvid strikket trøje." Den var sikkert god at have på, hvis solen ikke skinnede endnu", tænkte hun.


Da Tilde kom ud på terrassen, kunne hun godt se, at hendes mor allerede havde lagt en varm rød trøje frem til hende....og en lyserød blomst til håret.

Men det kunne hendes mor godt glemme alt om .Hun ville selv bestemme. I dag skulle hendes trøje være hvid...og ikke rød...selvom trøjen nu egentlig var meget pæn...og hun ville heller ikke have roser i håret.



Hun var godt tilfreds med det tøj, hun selv havde valgt. Hun manglede kun lige sin solhat, som lå oppe på stolen, og vupti kravlede hun op efter den.



Nu var Tilde helt klar til at eventyrene kunne starte.



Men der skete ikke rigtig noget.

Og selvom hun kravlede op på hegnet...hvad hun egentlig ikke måtte, for det var farligt og der var langt ned...så kunne hun stadig ikke få øje på nogle eventyr.....eller nogle at lege med.


" Øv, hvor er det altså kedeligt efter Ronja er taget hjem", tænkte hun.




Hendes mor sagde, at hvis hun kedede sig, så kunne hun da gå med hende en tur ned i haven.

Måske hun kunne finde på noget sjovt at lave dernede?

"Ja, det kan jeg da", tænkte hun og kravlede op i kurven, så hendes mor kunne bære hende.




Nede i haven satte hendes mor kurven på en stol.
Så kunne hun selv hoppe ud.


Da hun var hoppet ud af kurven, lagde hun sig på stolen og kiggede op på den flotte blå himmel, hvor solen skinnede så skønt. Hun lod fletningerne hænge ud over kanten og mærkede hvordan vinden fik dem til at svinge.

Hov, nu røg solhatten af, det måtte være vinden, der havde fået fat i den.

 Hun råbte til sin mor, at hun skulle komme og samle den op, men hendes mor hørte hende ikke, hun havde travlt med at ordne blomster.

Nå, så måtte hun selv ned og samle den op, inden den blev alt for beskidt.


Og hun skulle også lige nå at redde hatten fra hendes hund Otto, som allerede var på vej hen til den.

"Frække Otto, det er altså min hat", råbte Tilde og nåede at få fat i hatten inden Otto løb med den.


Netop da Tilde igen havde fået fat i  sin elskede sommerhat, fik hun øje på en lille brun grankogle.

"Ej, den må jeg da eje", tænkte hun.

Hun kunne ikke rigtig finde ud af, hvor den kom fra. Der var jo ingen grantræer i deres have, så mon det var en fugl der havde tabt den ?...eller måske et lille egern ?

Hun vidste det ikke, men hun ville i hvert fald tage grankoglen med hjem og gemme den, til hun en dag kunne vise den til Ronja. Måske vidste hun, hvordan en grankogle kunne lande i deres have.

Ellers så kunne de i hvert fald selv digte en lille historie om det, når de igen lå i Tildes seng og snakkede.




Da Tilde igen sad i kurven og skulle med sin mor hjem, havde hun den lille grankogle med.


Hun holdt godt fast på den og gemte den lidt, for hun vidste, at hendes mor nok var mere til roser i håret... end små beskidte kogler.





Om aftenen, da Tilde igen var kommet i seng og lå og sov sødt, kom hendes mor ind på værelset for at slukke lyset og rydde lidt op.


Hun smilede, da hun så Tildes lille solhat hænge på sengen. Hun vidste godt at Tilde elskede den, og nok mere var til solhatte end roser i håret.



Mere overrasket blev hun, da hun så en lille brun kogle stikke ud under dynen.

Hvor mon den kom fra ?

Det måtte hun huske at spørge Tilde om i morgen.

Sov godt.



**************************************
Tilde er til salg i min dukkeshop