tirsdag den 16. september 2014

Her er min nye ven....han hedder Sigurd...



Så fik jeg syet Sigurd færdig. Han er en frisk lille rødhåret dreng dukke med blå øjne.
Er sikker på han bliver alletiders ven.

Èn man kan lege med.
Èn der kan være med på sjove eventyr.
Èn man kan fortælle alle sine hemmeligheder.
Èn man kan putte med .....og som holder alle de farlige spøgelser væk om natten.

Nu skal jeg i gang med to dukker, der når de er færdige, skal gå i skole med mit barnebarn Linus.

Han er nemlig startet i 0. klasse.

Det skal være en dreng og en pige, så der er noget for alle eleverne i klassen.

Jeg er spændt på at høre, hvad reaktionen bliver, når de er klar til at banke på døren.

Helgom

mandag den 15. september 2014

I dag høstede jeg.....



Man skal så....før man kan høste....i dag høstede jeg.

Overskriften er afledt af det smukke billede af modne vindruer (taget af min mand), men er samtidig et udtryk for hvad jeg føler, efter at have være på besøg hos to skønne kvinder i dag.

Lige siden jeg blev pensioneret for 4 år siden, har jeg nemlig følt, at jeg har måtte så en masse små kim til et nyt netværk, hvor jeg kunne finde forståelse af min sygdom.

Ikke, at jeg ikke har mødt støtte, forståelse og masser af kærlighed fra vores venner og familie. 
Slet ikke.
Men, nogle gange skal man selv være i det, eller have prøvet det på egen krop, for helt at forstå, hvad en sygdom indebærer, hvad man gennemgår, savner, tænker, drømmer om..........

Igennem årene er det blevet til flere dybe venskaber med andre kvinder i samme båd. Det er blevet til et utal af mails og en del telefonsamtaler.

Det er også blevet til ønsker om at mødes....og drikke kaffe. Men da vi bor langt fra hinanden, er det tit kun blevet ved ønsket. Ingen af os kan nemlig tåle transporten. 

Det er blevet til tre små besøg igennem årene. Men altid besøg, hvor der ikke var tid nok til at få snakket. Snakket som man virkelig kan trænge til, når man til hverdag må klare sig selv....og sin sygdom.

Men i dag var der endelig mulighed for den HELT store snak med ligestillede.

Det var fantastisk. 

Der var dejlig frokost og alle de timer, som vi kunne ønske os...og snakken gik. Alle emner er blevet vendt, tåre er trillet og de helt store smil og grin har været i højsæde.

Jeg blev syg som 14 årig, og er nu blevet 52 år. De første 22 år gik inden jeg overhovedet fik en diagnose. Det er mange år at være på egen hånd. 

Jeg fik for 4 år siden den første kontakt med en ligestillet over nettet....og flere er kommet til...det har været guld værd, men også at mødes i virkeligheden og kunne snakke som vi kunne i dag....det er enestående, og noget jeg godt kunne have ønsket mig skete for mange mange år siden.

Det er alt for hårdt at stå på egne ben, man har brug for ligestillede.

Det har jeg nu....både på nettet og til at drikke kaffe med....hvor er det dejligt.

Jeg er vel nok glad....og fyldt med tanker.....som kommer når man kan sammenligne sig med andre der er i samme båd.

Helgom