Da Theodor blev væk....

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og Josefine og Theodor skulle ud på tur i skoven. De havde glædet sig til denne dag, for der var så mange spændende ting, man kunne se i en skov.

De havde hørt, at man endda kunne være heldig og se nogle af skovens store dyr...altså hvis man var helt stille.

Hvis man lavede alt for meget larm, ville de nemlig blive bange og gemme sig.

Josefine og Theodor var ikke de bedste til at være stille, det vidste de godt. De var bedste venner, og de bedste til at snakke og grine, men de havde aftalt, at de ville prøve at være lidt stille, når de kom ind i skoven. Så kunne det være, at de var heldige og se nogle af dem.

Nu havde Josefines mor sat kurven frem. Det betød at hendes mor var klar til turen. De ville blive båret hen til skoven, som lå et godt stykke fra huset. Både Josefine og Theodors ben var ikke ret lange...især ikke Theodors, for han var kun en lille bitte bamse....med meget kort ben, og hvis de skulle gå hele vejen, ville det tage alt for lang tid inden de nåede frem.

Heldigvis havde Josefines mor så tilbudt dem, at bære dem derhen, og når de først var inde i skoven, kunne de selv løbe rundt og lege...og gå på opdagelse.

Josefine nød turen ud til skoven. Solen skinnede så dejligt og hun lukkede øjnene et øjeblik og opdagede slet ikke, at Theodor var kravlet ud af hendes lomme og op på kanten af kurven. Han ville bare lige nyde udsigten og måske se, om han kunne få øje på et af de store dyr i skoven.. .. han var musestille... og  meget nysgerrig og spejdede ivrigt til alle sider.

Han glemte helt at holde fast i kanten af kurven, og pludselig røg han ud og landene med et lille bump, på det bløde mos, på jorden.

Han satte sig op og var helt forvirret. Hvordan var dét dog gået til? Heldigvis havde han ikke slået sig, og ville bare op i kurven til Josefine igen, men inden han nåede at kalde på hende, var de allerede gået videre.

Ej, hvad skulle han nu gøre? og hvordan skulle han nu finde Josefine igen ? 

Han syntes ikke det var spor sjovt, at være ude i skoven sådan helt alene.

Han rejste sig op og begyndte at gå. Han måtte ud og finde hende, så de kunne være sammen igen og gå på opdagelse i skoven, lige som de havde aftalt inden de tog af sted.

Theodor var lidt i tvivl om, hvilken vej han skulle gå.

Han valgte at gå hen ad en sti. Så drejede han til højre ad en anden sti og var efterhånden tæt på skoven.

Efter at havde gået et stykke tid, så han noget ligge på jorden. Han gik hen til det og så, at det var en solhat med prikker. Sådan én som Josefine havde haft på. Måske var det hendes hat og måske var hun lige i nærheden.

Han kaldte højt "Josefiiiiiiiiiiine", men der var ingen der svarede.

Den eneste lyd i skoven var fuglenes glade fløjten.

Længere henne på stien lå der igen noget. Denne gang var det en lille grøn trøje. Theodor kunne straks genkende den. Det var Josefines. Nu var han helt sikker på, at hun måtte være i nærheden, og kaldte endnu en gang

"Josefiiiiiiine ....hvor er du"

Men der var stadig ingen der svarede.

Han vidste at Josefine ville blive ked af det, når hun opdagede at både hendes hat og trøje var blevet væk.

Ja, måske blev hun også ked af, at han var blevet væk. 

Det håbede han...mens han gik videre ind i skoven.

Josefine havde bare lukket sine øjne et ganske kort øjeblik og nydt solen, og at kurven vuggede så dejligt, da hendes mor bar hende af sted. Måske havde hun sovet en lille smule...hun vidste det ikke...men da hun åbnede øjnene igen, kunne hun slet ikke forstå hvor, Theodor var blevet af. Hun manglede også sin solhat...og sin grønne trøje.

Det var godt nok mærkeligt.

Theodor plejede altid at sidde i hendes lomme, og han var der da, da de havde sat sig op i kurven og var på vej ud i skoven.

Men, hvor var han henne nu ?

Hun havde ledt kurven igennem mange gange og også kaldt på ham, men han svarede ikke.

Til sidst havde hun spurgt sin mor, hvor Theodor var blevet af...og hendes hat og trøje, men hendes mor, havde ikke lagt mærke til noget, og blot vandret glad mod skoven med kurven i hånden. Hun troede da bestemt, at alt var som det skulle være og blev noget forbavset over, at de både manglede lille Theodor og Josefines ting.

Hun stoppede straks op og satte kurven på jorden. 

Josefine hoppede ud af kurven i en fart, og besluttede sig for, at gå ud og lede efter ham. Theodor var hendes bedste ven, og ham kunne hun ikke undvære. De havde været venner i rigtig lang tid, og han plejede aldrig at blive væk...eller gemme sig for hende.

Der var noget galt, det var hun sikker på.

Josefine gik rundt i skoven og kaldte på sin lille ven

"Theodor...Theodor, hvor er du"

Men der var ingen der svarede.

Pludselig fik hun øje på noget brunt nede mellem de grønne blad. "Måske er det Theodor der ligger der, måske var han også blevet træt og var faldet i søvn" tænkte hun, og flyttede, så hurtig hun kunne, nogle af bladene. Men det var ikke lille Theodor der lå der. Det var bare en lille brun kogle, som var faldet ned af grantræet og landet der imellem alle de grønne blade. Ej, hvor blev hun skuffet. Hvor var han dog henne. Bare der ikke var sket ham noget. Hun vidste, at han ikke kunne lide at være alene, og slet ikke i en stor skov, hvor alt var så stort og farligt for sådan en lille fyr.

Hun skyndte sig videre hen ad stien, og havde så meget fart på, at hun slet ikke så den store gren der lå på tværs og spærrede vejen.

Hun snublede over den og råbte højt "Avvvvv..... for pokker" da hun faldt og landede lige på næsen i skovbunden.

Hun kom hurtigt op og sidde, og fik børstet alle de visne blade og små stikkende grannåle af sine ben.

Heldigvis havde hun ikke slået sig ret meget, men tænkte at nu måtte hun altså kigge sig godt for, så hun ikke faldt over flere grene, og kom galt af sted.

Hun skulle jo finde Theodor, og det skulle gerne være snart.

 Lille Theodor gik stadig alene rundt i den store skov og ledte efter Josefine.

Hvor var hun dog henne?
 
Nu, hvor han havde set hendes hat ...og trøje, kunne hun da ikke være så langt væk, håbede han, for han savnede hende frygtelig meget.

Han kiggede op på himlen, hvor der var begyndt at komme nogle mørke skyer.

Han håbede virkelig, at han fandt hende inden det begyndte at regne...eller det blev nat. Uha nat, nej det turde han slet ikke tænke på. Det var alt for uhyggeligt at være ude i den store skov, med alle de store dyr, især om natten, tænkte han.

Han blev ked af det og var lige ved at græde, da han hørte en høj lyd længere inde i skoven. Han syntes bestemt det lød som "AVVVV..."og så nogle andre lyde, som han ikke rigtig kunne høre, hvad var.

Han glemte pludselig, hvor bange han var og gik efter lyden.

 Lige pludselig fik han øje på noget grønt inde mellem træerne.

Der var godt nok meget grønt i skoven, men dette bevægede sig, og nu kunne han  også tydeligt høre en pige der kaldte "Theodor,.....Theodor hvor er du".

Han kneb øjnene hårdt sammen og kiggede godt efter.¨

Jo nu kunne han se det.¨
Det var Josefine, og han svarede højt og klart "Jeg er her.....Josefine jeg er lige her"

Josefine hørte nogen kalde på hende. 

Det lød som Theodor.... "Bare det er ham", tænkte hun og vendte sig om.

I det samme var Theodor nået helt hen til hende og sprang op i hendes arme.

Ej, hvor var de glade for at se hinanden.

De krammede og grinede, og var begge så glade ,fordi de atter havde fundet hinanden.

Sikke en lettelse.

Theodor fortalte om sin lange tur igennem skoven og om, hvordan han på sin vej, havde set både Josefines hat og grønne trøje. Han fortalte ikke, at han havde været så bange, at han var lige ved at græde. Det syntes han ikke, at der var nogen grund til. Josefine troede jo, at han var en stærk lille bamse, og det måtte hun godt blive ved med.

Da de begge var faldet lidt til ro, blev de enige om, at de ville en tur rundt i skoven, nu hvor de endelig var nået frem....og havde fundet hinanden igen. Josefine puttede atter Theodor ned i sin lomme. Hun sørgede for, at han sad trygt og godt. Denne gang holdt hun sin lille hånd tæt på ham, så hun var sikker på, at han ikke kunne falde ud.

Hun havde ikke lyst til at blive væk fra ham én gang til.

De havde nu nok larmet lidt for meget, for de kunne ikke få øje på nogle af skoven store dyr. Til gengæld fandt de et træ, som var rigtig godt at klatre i.

Først hjalp Josefine sin lille ven op i træet og bagefter kravlede hun selv op.

Så satte Josefine atter Theodor ned i sin lomme, og kravlede endnu højere op i træet.

Fra toppen af træet, havde de den skønneste udsigt ud over skoven og en lille sø, men de store dyr, dem kunne de nu stadig ikke få øje på.

Til gengæld fik de øje på en flot svane, som stolt svømmede rundt med sine små ællinger ude i søen.

Den ene ælling var på vej op på land. Så den vej ville Josefine og Theodor ikke gå, når de kom ned fra
træet.
De vidste at en svane kunne blive meget gal og hvæse af dem, hvis de kom for tæt på.

Da de kom ned fra træet, gik de i stedet dybere ind i skoven og fandt en  lille hule.

Måske var der nogle farlig dyr inde i den ?

De lagde sig ned og kiggede ind.

Men der var ingen farlige dyr derinde, kun myrer og biller.

Bagved hulen fik Josefine øje på de flotteste vilde blomster.

Hun bukkede sig ned og plukkede én....men kun én.

Resten lod hun stå, for hun syntes det var synd at plukke dem alle sammen.

Hun kom den smukke lille blomst ned i sin anden lomme.
Den ville hun tage med hjem og give til sin mor, for hun elskede smukke blomster lige så højt som Josefine selv gjorde.

Det havde været en lang dag i skoven, og nu kunne de høre Josefines mor kalde.
De skulle hjem.
Det var også okay, for de var begge ved at blive lidt trætte. De syntes begge, at de havde oplevet en masse.
 De skyndte sig derfor hen til kurven, og Josefine var den første, hoppede op i den. Hun bukkede sig ud over kanten for at få Theodor med op. "Kom her Theodor, så skal jeg hjælp dig op".

Theodor satte sig godt til rette hos Josefine, og hun holdt godt fast på ham, for hun ville ikke risikere, at der skulle ske ham noget på vejen hjem.

Han fortalte Josefines mor, hvilken vej hun skulle gå, så de kom forbi, først den lille grønne trøje og bagefter sommerhatten med de røde prikker.

Josefines mor samlede tingene op og lagde dem tilbage i kurven.

Josefine var meget glad for at få sine ting igen, men det allerbedste var nu, at hun havde fået sin bedste ven tilbage.

Da de var vel hjemme igen, var Josefine den første der var ude af kurven. Hun vendte sig rundt for at hjælpe Theodor ud, men hvor var han nu henne?

"Åh nej, tænkte hun, "han kan da ikke være væk igen", men hun kunne ikke se ham nogle steder.

Hun bøjede sig ned for at tage sin prikkede solhat op,

og fik øje på sin lille ven, som var krøbet helt ind i hatten og nu lå og sov dybt.

"Åh det er vel ikke så underligt, at han er træt, med alt det han har oplevet i dag" tænke hun, og lagde sin lille grønne trøje over ham, så han bedre kunne holde varmen, mens han sov.

Da hun, for ikke at vække ham, stille listede forbi kurven, kunne hun høre hans sagte snorken...og et lille veltilfreds grynt.

Hun regnede med, at han ville sove længe... meget længe, for små bamser var født med et rigtig sovehjerte....

Imens ville Josefine gå ind og give hendes mor den lille fine blomst…som tak for turen.

Helgom

"Tilde vil selv bestemme"....Godnathistorie for de mindste

Tilde lå og sov inde på sit værelse.

Hun sov længe.

Men, pludselig var der en lyd der vækkede hende.

Hun vendte sig i sine lille seng og tænkte på, hvad hun dog skulle lave i dag.

I går var hendes bedste veninde, Ronja, som hun havde leget med hele weekenden, nemlig rejst hjem til sin familie.

De havde også sovet længe hver dag, og når de vågnede, havde de ligget og snakket og grint af alle de sjove historier, de kunne fortælle hinanden.

Men nu måtte Tilde igen selv finde på noget sjovt at lave.

Heldigvis var det en dejlig dag der ventede, det kunne hun allerede mærke.

Så hun slog dynen til side og hoppede ud af sengen.

Nattøjet smed hun på gulvet. Det ville hendes mor samle op.

Og så gik hun hen og kiggede på alt sit tøj, som hang fint på bøjler, eller det meste gjorde.

Hvad mon hun skulle vælge.

Blå kjole ?...eller lyserød ?.....Nej, nu vidste hun det.

Hun havde nemlig fået øje på de fine nye bukser med alle blomsterne, som hendes mor lige havde syet til hende. De måtte da være gode at have på, hvis man ville ud på eventyr, og det ville hun rigtig gerne, også selvom Ronja ikke kunne være med.

Så hun tog glad sine nye bukser på, og valgte også en hvid strikket trøje." Den var sikkert god at have på, hvis solen ikke skinnede endnu", tænkte hun.

Da Tilde kom ud på terrassen, kunne hun godt se, at hendes mor allerede havde lagt en varm rød trøje frem til hende....og en lyserød blomst til håret.

Men det kunne hendes mor godt glemme alt om .Hun ville selv bestemme. I dag skulle hendes trøje være hvid...og ikke rød...selvom trøjen nu egentlig var meget pæn...og hun ville heller ikke have roser i håret.

Hun var godt tilfreds med det tøj, hun selv havde valgt. Hun manglede kun lige sin solhat, som lå oppe på stolen, og vupti kravlede hun op efter den.

Nu var Tilde helt klar til at eventyrene kunne starte.

Men der skete ikke rigtig noget.

Og selvom hun kravlede op på hegnet...hvad hun egentlig ikke måtte, for det var farligt og der var langt ned...så kunne hun stadig ikke få øje på nogle eventyr.....eller nogle at lege med.

" Øv, hvor er det altså kedeligt efter Ronja er taget hjem", tænkte hun.

Hendes mor sagde, at hvis hun kedede sig, så kunne hun da gå med hende en tur ned i haven.

Måske hun kunne finde på noget sjovt at lave dernede?

"Ja, det kan jeg da", tænkte hun og kravlede op i kurven, så hendes mor kunne bære hende.

Nede i haven satte hendes mor kurven på en stol.

Så kunne hun selv hoppe ud.

Da hun var hoppet ud af kurven, lagde hun sig på stolen og kiggede op på den flotte blå himmel, hvor solen skinnede så skønt. Hun lod fletningerne hænge ud over kanten og mærkede hvordan vinden fik dem til at svinge.

Hov, nu røg solhatten af, det måtte være vinden, der havde fået fat i den.

 Hun råbte til sin mor, at hun skulle komme og samle den op, men hendes mor hørte hende ikke, hun havde travlt med at ordne blomster.

Nå, så måtte hun selv ned og samle den op, inden den blev alt for beskidt.

Og hun skulle også lige nå at redde hatten fra hendes hund Otto, som allerede var på vej hen til den.

"Frække Otto, det er altså min hat", råbte Tilde og nåede at få fat i hatten inden Otto løb med den.

Netop da Tilde igen havde fået fat i  sin elskede sommerhat, fik hun øje på en lille brun grankogle.

"Ej, den må jeg da eje", tænkte hun.

Hun kunne ikke rigtig finde ud af, hvor den kom fra. Der var jo ingen grantræer i deres have, så mon det var en fugl der havde tabt den ?...eller måske et lille egern ?

Hun vidste det ikke, men hun ville i hvert fald tage grankoglen med hjem og gemme den, til hun en dag kunne vise den til Ronja. Måske vidste hun, hvordan en grankogle kunne lande i deres have.

Ellers så kunne de i hvert fald selv digte en lille historie om det, når de igen lå i Tildes seng og snakkede.

Da Tilde igen sad i kurven og skulle med sin mor hjem, havde hun den lille grankogle med.

Hun holdt godt fast på den og gemte den lidt, for hun vidste, at hendes mor nok var mere til roser i håret... end små beskidte kogler.

Om aftenen, da Tilde igen var kommet i seng og lå og sov sødt, kom hendes mor ind på værelset for at slukke lyset og rydde lidt op.

Hun smilede, da hun så Tildes lille solhat hænge på sengen. Hun vidste godt at Tilde elskede den, og nok mere var til solhatte end roser i håret.

Mere overrasket blev hun, da hun så en lille brun kogle stikke ud under dynen.

Hvor mon den kom fra ?

Det måtte hun huske at spørge Tilde om i morgen.

Sov godt.

**************************************

Tilde er til salg i min dukkeshop

www.helgom-dukker.dk

Så kom 2016 godt i gang.....med Luna & Lærke

Året var knap skudt ind, da disse to dukker blev syet.

Luna & Lærke hedder de.

De er nu begge rejst ud til deres nye "dukkemødre"

Men, jeg nåede lige at tage et par billeder af dem inden....og det er der kommet denne lille historie ud af:

Luna & Lærke

Luna & Lærke startede med at bo hos mig.

En aften lå de og sludrede inde i dukkesengen.

Eller det vil sige, først lå de i kurven, mens Otto, min lille hund, lå i dukkesengen og snorkede, men da de snakkede rigtig meget, flyttede han sig, for det var jo ikke til at snorke i fred....i den larm.

Og så var det, at pigerne flyttede over i dukkesengen, for der lå man trods alt lidt bedre.

De havde begge deres nye undertøj på......og små sokker.

 Luna kunne bedst lide turkis, mens Lærke var mere romantisk....... og elskede rosa.

De var begge meget spændte, for i morgen skulle de rejse ud i den store verden...hver for sig. De snakkede derfor om, hvordan det mon ville blive.

Mon deres dukkemor, ville blive glad for dem?

Mon de ville lege med dem?

Mon de ville få lov at sove i arm?

De havde en masse spørgsmål, så det var dejligt at kunne snakke med hinanden om det.

Samtidig  glædede de sig også til alt det nye. Det var spændende sådan at skulle ud og rejse på egen hånd.

De glædede sig nu også til at se, hvordan deres nye kjoler kom til at se ud. De vidste at de næste morgen, ville få én hver. For man kunne jo ikke rejse ud i undertøj.

Det var deres nye dukkemor, der havde været med til at bestemme farverne, så det havde været meget spændte på, om det mon var noget de kunne lide.

Heldigvis havde Lærke havde følt sig, som verdens heldigste dukke, da hun var blevet lagt ovenpå alt det rosa stof, som hun var så glad for. Det var lige hende, og hun kunne næsten ikke vente på at få sin nye kjole på. Den måtte da blive rigtig flot.

Og glade var begge pigerne næste morgen, da de hver især fik deres nye kjoler.

Luna elskede sin nye spencer med hjertelommen." Måske der kunne sidde en lille bamse i min lomme", havde hun tænkt.

Og hun var også blevet glad, da hun havde fået varme hjemmestrikkede sokker.

Nu var hun sikker på, at hun ikke kom til at fryse på rejsen, med dem på fødderne.

Lærke var også blev glad. Hun bare elskede alle de små blomster på hendes kjole, for det mindede hende om sol og sommer,

Og selvom hendes sokker ikke var helt så tykke,...og varme, så var hun godt tilfreds med hendes fine sko og den varme trøje.

Hun var sikker på, at det nok også skulle holde hende varm på hendes rejse.

Nu er de to små dukker rejst ud i verden.

De kom godt af sted.

Nu håber jeg at, de er kommet godt frem, og at deres nye dukkemor har taget godt imod dem.

Nu, hvor jeg tænker over det, så er jeg faktisk helt sikker på, at de har.

Helgom