mandag den 29. september 2014

"Barndommens gade".....var noget kortere ....


Sidste uge bød på alt fra oprørt hav....til en bro der faldt ned over en motorvej.

Det sidste skete heldigvis FØRST, da vi var kørt videre......men det var faktisk lige ved siden af den campingplads, med det enorme støjniveau, som jeg tidl. skrev om.

Sidste uge bød nemlig på en lille tur til Sjælland 


Min dejlige mand trængte til frisk luft og skønne traveture.....


Mens jeg nok mere trængte til at få gang i strikkepindene...og få fyldt lidt nyt indhold på hverdagen.
Det sidste ønske fik jeg virkelig opfyldt ved, at min mand kørte mig...og tålmodigt ventede på mig...eller hentede mig igen.


Det blev bl.a. til en tur til min barndoms gade. Et ønske jeg har haft i årevis. Endelig blev det til virkelighed, og jeg blev sat af og kunne stille og roligt gå en tur alene og nyde alle indtrykkene, og alle minderne der væltede frem.

Det var sjovt at gå på gaden...nu med "voksne" ben. For hvor jeg før huskede, at der var RIGTIG langt fra havelågen hen til græsplænen, hvor vi legede, så var det nu en kort tur, som forbløffende hurtigt blev tilbagelagt. "Var der virkelig ikke længere" tænkte jeg gang på gang. "Er gaden virkelig ikke størrer"

I store træk var rigtig mange ting forandret. Huse var sat i stand, hække afløst af hegn og indkørsler flyttet. Alt hvad der ganske naturligt sker igennem så mange år.

Men alle de gamle kendetegn, som jeg har indprentet mig igennem - de 16 år, hvor jeg voksede op på vejen, sad stadig i mit indre. 

Der var gensyn med den lille bakke, hvor jeg fik mit hjemmesyet net ind i forhjulet og slog en slatomotale og næsten brækkede armen. Gensyn med hækken, hvor jeg altid samlede vildfarne Vinbjergsnegle op og stolt leverede dem tilbage, til dem der holdt dem i bur.

Minderne væltede frem, hvor var det sjovt.


Som en lille gestus til min søster, fik jeg købt en blomst til hende i lige netop Hedehusene.

Håber, at jeg næste gang, jeg kommer forbi barndommens gade/ by, kan gøre det i selskab med hende. Det kunne virkelig være sjovt, at mindes det hele én gang til, lige netop sammen med hende.

Mon det er alderene der trykker, siden man nu søger tilbage ......????

Eller måske er der bare tid igen, efter alle de år med børn og arbejde.

Lige meget hvad grunden er, så var det en fantastisk dejlig oplevelse, og helt i orden med mig.

Helgom

lørdag den 27. september 2014

En spæd begyndelse...er jo også en start


I dag har jeg været til det første træf/møde i Meniereforeningen,
som hører under Høreforeningen,
hvor min sygdom Perilymfatisk fistel også var på dagsordenen. 

Det er allerførste gang nogensinde, at der har været mulighed for, at deltage i en gruppe. 

Hidtil har vi nemlig stået totalt alene... Og på bar bund. Har ingen forening eller sammenslutning. Man kunne gå så vidt, som at sige, at vi i det hele taget mangler total forståelse for vores sygdom. 

Dette er der nu lavet lidt om på, idet vi var med  på programmet og,
I øvrigt meget velkomne, i Menieregruppen. Deres formand gør et enormt arbejde, for at gøre noget for os, selvom vi nok ikke er de nemmeste at hjælpe. 

Dels er vi ikke så mange, vi bor spredt i hele landet og de fleste af os, har pga vores svimmelhed meget svært ved at klare transporten... og mødes. 

Ud af ca 60 personer, som var mødt op i dag, var vi ca 5 med Plf. 

En lille kreds, men trods alt en begyndelse. 

Vi var nævnt i alle punkter i programmet. Og jeg glædede mig til at høre nyt, men det blev desværre  kun ved håbet. 

Om det var tiden der løb fra foredragsholderen fra Rigshospitalet, eller der i virkeligheden ikke er meget at fortælle, står stadig hen i det uvisse. Men ærgerligt var det, at sidde spændt i to timer, og vente på bare et par ord om Plf fra lægen, og måtte indse, at det så heller ikke blev i dag, det ønske blev indfriet. 

På trods af ihærdig indsats fra Menierforeningens side, føler jeg stadig vi er en totalt overset gruppe uden den store interesse fra lægernes side. Der er intet statistisk materiale, som kunne indikere, hvordan vores sygdomsforløb er, eller om evt. operationer hjælper eller nyere forskning at sætte sin lid til. 

Alligevel synes jeg ikke dagen har været spildt. 

Det var dejligt at møde op i en gruppe og møde andre ligestillede. Det var dejligt at føle dig velkommen og mærke at andre kæmper på vores vegne. 

Og så føles det dejligt at gå derfra med lidt mere.... end jeg kom med.

Al begyndelse er svær... Og der er virkelig plads til forbedring...men jeg er meget taknemlig over i det hele taget at være inviteret med. 

Måske vi med tiden kan få skabt en Plf gruppe, med vores sygdom som øverste punkt på dagsordenenen....så tiden ikke kan gå for foredragsholderen, inden vi er nævnt. 

Håbet har jeg stadig og efter sådan en dag som i dag, er det ikke blevet mindre. 

         
                    Helgom